Den gamle banegård

ES ejendomme overtog i 2015 den gamle banegård for Svendborg-Nyborg banen, som er én af Svendborgs velkendte og karakteristiske bygninger i bybilledet.

Stationsbygningen blev opført i 1897 og har siden levet en noget omtumlet tilværelse. Allerede i 1902, kun fem år efter sin indvielse, blev stationsbygningen overtaget af Statsbanerne og fik ny funktion som godskontor. Fra 1949 og frem til 1964 var bygningen ejet af DSB, indtil Post Danmark overtog den i 1980 og benyttede den som pakkepostkontor frem til 2012.

Restaurering

Da ES ejendomme i 2015 overtog stationsbygningen, havde tidligere ejer Ole Thalund foretaget en gennemgribende restaurering af ejendommen med stor omtanke og respekt for bygningens oprindelige udtryk.

Copyright Ole Thalund
Copyright Ole Thalund
Copyright Ole Thalund

Respekt for husets historie

Indvendigt er alt blevet restaureret. Kun den gamle, udtryksfulde trækonstruktion er bibeholdt og fremtræder i dag samlende og historiefyldt i hele bygningen. Lokalerne i både stueetage og på 1.sal lægger i dag charmerende rammer til lyse og indbydende kontorfaciliteter.

Copyright Ole Thalund
Copyright Ole Thalund

Gamle detaljer genindført

Udvendigt er de gamle halvtage, som tyngede bygningens oprindelige udtryk, blevet fjernet, og detaljerne i den elegante bygning kommer atter til deres ret. Døre og vinduer er bevaret og har gennemgået en skånsom restaurering. 

Også taget har fået en kærlig hånd, og det gamle tårn er efter alle kunstens regler tilbageført og knejser nu igen stolt over Frederiksgade.

Reparation af murværk

ES ejendomme iværksatte i efteråret 2017 en restaurering og finpudsning af det udvendige murværk, herunder fuger, som før restaureringen flere steder fremtrådte nedbrudt og uens.

Klar til fremtiden

Stationsbygningen er nu, efter mere end 125 års lang rejse, parat til at indtage sin nutidige rolle i byen i al sin fordums pragt.